02-02-2009 19:32:30

 

Analyse og fortolkning af folkeeventyret Prinsessen på Glasbjerget

af Finn Dalum-Larsen

 

 

 

Indledning: Folkeeventyret blev brugt som underholdning og overleveret mundtligt fra generation til generation. Grunden dertil var dels, at trykpressen først blev opfundet af Gutenberg i 1450, og dels at befolkningen som helhed ikke kunne læse. I Danmark blev skolevæsenet ført indført ved Almueskolen i 1814, hvor man lærte kristendom og at læse. Folkeeventyret er stærkt episk i dets form - ofte efter skabelonen: Opbrud, prøver og succesfuld hjemkomst. Der bedst kan sammenlignes med triviallitteraturen. Folkeeventyret menes at være kommet østfra til Europa fra omkring middelalderen.[1] Herhjemme blev de samlet af Svend Grundtvig i 3 bind fra 1854. [2] Han gjorde et stort arbejde for at opsamle Danmarks gamle kultur.[3]

Dette kronologiske og  sceniske eventyr har et enkelt flashback med et  panoramisk indslag (p.32 øv), hvor der fortælles, hvorfor prinsessen sad på et glasbjerg. Prinsessen på glasbjerget menes at være meget gammelt og tilpasset nordiske forhold, allerede fortalt i Ægypten, men det fremstår i Norske Folkeeventyr.[4] Eventyret er klassificeret efter Arne-Thompsen[5] skalaen som en magisk fortælling med overnaturlige hjælpere.  Men der ses eventyrelementer af trylleri (heste og sværd), skæmt (komik med brødre og bejlere, der ligger med brækkede ben),  og romantik (denne smukke prinsesse, som det er værd at kæmpe for). Det er interessant, at hestene i den norske udgave er dækket af kobber (dog på eng. brass (messing)), sølv og guld .[6] Så det ser ud som om, at det er i den danske udgave ved Preben Ramløv, at hestene er blevet sorte, hvide og røde, med deres meget forstærkede symbolik. Måske et meget godt bevis på, hvordan disse eventyr ”udvikler” sig med fortælleren. Det er denne Ramløvske udgave analysen og fortolkningen er baseret på.

Resumé: En lille familie med 3 sønner prøvede at vogte deres æbletræ, men de to af sønnerne flygtede for den mindste fare. Den lidet anerkendte Espen, løste opgaven og fik desuden krammet på de tre mærkelige trolde, der havde et øjet til fælles. Dette betød at han kunne bruge deres tre heste den sorte, hvide og røde.

                      En prinsesse havde sat sig på et glasbjerg for at undgå irriterende bejlere. Bjerget voksede og var ved at nå en drage. Kongen tilbød derfor, at han der kunne redde prinsessen vil få hende som brud. Det blev Espen der med den røde hest nåede op til hende og dræbte dragen med sit sværd. Han fik så prinsessens guldæble, hvilket gjorde at hun senere kunne finde ham, så de kunne blive gift og leve lykkeligt.

                      Den olympiske fortællesynsvinkel bekræftes flere steder i teksten: ”Og selv syntes de, at de var nogle farlige karle (p.26).”  ”De ville grumme nødig af med deres heste (p.20).” ”Og da han syntes det var nok, kastede han øjet ned til dem (p.29 m.).” ”Og nu syntes Espen, det var på tide (p.29 ned).  ”For hun syntes den ene var mere umulig end den anden (p.32).” Fortælleren glider let ind i alle personernes tanker.

                      Eventyret er komponeret som en cirkelfortælling, da man starter og ender hjemme hos bonden, men selve hovedindholdet kan man kalde tragtkomposition, da man starter med at afprøve forskellige sønner ret bredt og ender med, at Esben vinder prinsessen. Formålet med folkeeventyret kan være mest underholdning med lille pointe (fx Rødhætte og ulven: Husk at gøre hvad mor siger) eller dyb moralsk belæring. De kan have en meget dyb kerne som fx Skønheden og udyret, der i sin morale fortæller om det indre menneskes værdi. Det er den nærmere analyse, der viser hvilket potentiale historien har.

                      I dette folkeeventyr møder vi kun flade personerne i form af typer. Faderen, Povl og Per er en overfladisk type, som behandler andre forkert, ligesom alle de forkerte bejlere også er ”umulige.” Espen har det rette stof i sig som heltetype, og prinsessen har det som ideelle prinsesser skal have, nemlig det rene hjerte. De 3 bakketrolde passer fint deres type, blot er de måske lidt overraskende nemme at snyde. Kongen passer fint ind som den typiske eventyrkonge. Espen og prinsessen er begge i en dynamisk udvikling. Ledetypen Espen ser mere og mere sit potentiale og prinsessen, der er ved at blive mere og mere utilnærmelig ender med at overgive sig.

                      Historiens sted foregår ude på landet i første halvdel og i anden lige i nærheden af slottet. Espens familie er fattig, da de må leve af melgrød. Samfundet er et monarki med stærk patriakalsk orden, men der er ikke hæftet nogen bestemt tid på dette eventyr, det svæver i en al-tid, som mange andre eventyr gør. Det er på den måde de bliver betydningsfulde for os, da vi let lever os ind i deres verden.

                      Der opstår en række problemer, som løses på en eventyrlig måde. Faderen får stjålet sine æbler af trolde, det løser Espen ved at stjæle deres ene øje. Prinsessen har placeret sig på et bjerg, der vokser op til en drage, det løser Esben ved troldehestenes hjælp. Måden tingene bliver løst på er underholdende og fængslende. Men dette er kun i historiens fortælleplan. Er der grundlag for en dybere fortolkning?

                      Det er nok værd på dette tidspunkt at se efter symbolske muligheder i teksten. Der er forskellige hint til et bevidst dybere lag i eventyret. Kniplen falder i øjnene med det samme (p.26, p.31). Troldene fortæller, at det godt nok ligner en knippel, men er det skarpeste sværd svunget på rette vis. Det er altså måden det svinges på, der bestemmer udseende og skraphed. Det kan fortolkes som, at det er med den kraft, mod og snilde m.v., som den svinges med, der bestemmer skarpheden. Symbolet synes at være, at selv en knippel i hænderne på en modig mand er det skarpeste våben. Kniplen symboliserer således mod, kraft, vilje m.v. ting man kan ønske sig af en helt. Når teksten således synes at besidde større dybde, kan man se nærmere på træet. ”Det bar de kønneste og sødeste æbler, man nogensinde havde smagt (p.26).”  Man kunne antage, at det var symbol på kundskabens fra Edens have eller livets træ, der også kaldes Yggdrasil[7]i Nordisk mytologi. Det er ved dette træ udvælgelsen finder sted, ligesom livet udvælger sine helte og skurke, og dette bliver samtidig til ofte smertefuld eller glædelig kundskab om en selv i forhold til andre. Det er netop opgaven med at passe på træets frugt, der viser hvem der er modig og hvem der er kujon.  Det næste der overrasker en, er de 3 trolde med et øje. Umiddelbart får man lyst til at se om dette er brugt i myter og fortællinger verden over. Her stødes på nornerne,[8] der har plads ved Yggdrasils fod, og i den græske gudeverden træffer vi Moirae .[9]  De blev skildret i filmen Herkules af Walt Disney, 1997.  De skiftes til at bruge det ene øje og de repræsenterer fortid, fremtid og nutid. Logikken i det er, at man kun kan være et sted ad gangen. Bakketroldene bruger også øjet på denne måde. Man taler om at tage skæbnen i sin hånd, og det er det Esben gør ved sit mod, hvorimod de andre drives væk, fordi de ikke har modet. Skæbnen er også noget blind i det, man kan ikke se alle vinkler af skæbnen, kun det man lige har med at gøre, som troldene også gør det. Mod denne fortolkning kan siges, at Esben ser ud til at handle af fri vilje og ikke af skæbnen, idet det er egenskaber som mod m.v., der gør ham til en vinder. Men det kunne være en blanding af synspunkter med allusion til både skæbne og fri vilje på en gang. 

                      Glasbjerget som prinsessen har placeret sig på kunne være den barriere hun har sat op inden i sig selv for alt det falske, dårlige og overfladiske, som kommer til hende som bejlere. Mange ser kun hendes rigdom og skønhed og ikke hende som hun er. At bjerget vokser passer fint med denne fortolkning, for hvert møde giver skuffelser og flere barrierer.

                      Dragen, der truer med at dræbe hende, kan symbolisere, at et menneske kun kan tage en vis mængde skuffelse for ikke at blive opslugt af sin egen bitterhed, samt at der i alle mennesker er både godt og ondt, og at kun den ægte kærlighed kan elske mennesket i sin helhed, hvilket også findes påvist i moderne psykologi hos Viktor Frankl.[10]

                      De tre hestes farver lader sig let tolke i: begæret, det uskyldige og den ægte kærlighed. Det er også let at se, hvordan kun den ægte kærlighed kan nå prinsessen og overvinde hendes lede ved de andre ”umulige” mandetyper, denne lede som ses samlet i og symboliseret ved dragen og dens tre hoveder.

Guldæblet er det ædle metal og den ægte vare kærligheden, som skænkes til den rette bejler, der besidder samme kvalitet. At hun også selv må gøre noget for at finde ham kan symbolisere den nødvendige gensidighed i kærligheden.

                      Andre dele af eventyret kan også fortolkes, men overfortolkning truer også. Kan høstakkene være moderens kærlighed som brødrene gemmer sig, fordi kravene i den store verden er for slemme? Kan troldenes bakke være symbol på et menneske, der gemmer sine værdier for omverdenen?

                      I den norske udgave med kobber-, sølv- og guldbeklædning ses også en graduering, hvor kun det ædleste metal kan stå prøven (Det skal ikke fortolkes til, at den, der har mest guld, kan købe hende).

Under alle omstændigheden giver eventyret anledning til, at der kan tænkes dybere tanker, hvilket fx Grimms Den tapre skrædder ikke gør. Endvidere synes disse tanker at kunne sættes sammen til en helhed.

                      Efter således at have betragtet den mulige symbolrigdom i folkeeventyret er der mulighed for en dybere forståelse og indsigt i flere motiver.  Uduelighed er et stort problem for  Esben, der ikke kunne gøre tingene rigtigt i det miljø, han var i. Dette ikke at passe ind og leve op til andres lokale forventninger kender vi også fra Den grimme ællling. Det gælder også generelt. Nogle mennesker inspirerer og løfter andre holder nede. Fortælleren får hurtigt medleven og opmærksomhed ved denne start. Hybris og nemisis er kendte begreber fra den græske oldtid. Vi kender det fra danske ordsprog som: ”Højt at flyve, dybt at falde. Hovmod står for fald.” Per er overmodig med i sin praksis er han en kryster ligesom Povl.  Faderen undervurderer helt Esben. Nok ud fra den daglige skuffelse med efter hans mening mangelfuldt arbejde. Blot er det lige her Esben har sit talent. Også dette kendes fra vores hverdag fx Dynelarsen, der blev sendt ud af folkeskolen efter 7. klasse., men senere blev mangemillionær. At undervurdere og dømme andre er en folkesygdom der rammer de fleste. De tre bakketroldes trang til det søde og gode holdt dem i nuet og de indså ikke, at Esben var en vågen og farlig fjende. Vores begær blinder os til del. Så begærets begrænsede udsyn bliver her præsenteret for os. Esben er en levendegørelse af den kloge narre den mindre kloge, men samtidig er han ædelmodig mod sine fjender. Den slags betaler sig også i livet, for det gav ham sværdet og sværdets hemmelighed, da det lignede en almindelig knippel. Disse to motiver er samtidig en beskrivelse af den gode helt, der  derudover er modig og frygtløs, hvilket også uddybes i ridtet mod prinsessen og nedkæmpelsen af dragen, som krævede alle disse elementer for at få det skarpe sværd frem i sin magi. Men Esben forstår også de sande værdier. Han lader sig ikke blinde af begæret efter magt og guld, men følger sit hjertets mere rene lyst til at ride. Dette illustrerer et andet ordsprog at rigdom er roden til alt ondt. Det at den sande kærlighed overvinder alt er kendt fra som kristendommens kernebegreb.[11] Dragen i kvinden og glasbjerget udenom kvinden kunne kun overvindes ved den ægte kærlighed, som er dyb og ikke søger sit eget. Folkeeventyret vil åbenbart også diskuterer begrebet skæbne overfor den frie vilje som træet og bakketroldene med det ene øje sandsynligvis hentyder til. Budskabet syntes at være, at man i det mindste skal gøre sit ypperste for at blive begunstiget af skæbnen. Denne idé ligger fx i Calvanismen, at forudbestemmelsen kun synliggøres i den måde man lever på. I det hele taget er dette en stor filosofisk diskussion gennem hele tiden fra middelalderen til oplysningstiden og den fortsætter i dag med synspunkter som determinisme overfor idealisme. Er mennesket frit eller bestemt af sine omstændigheder? Et vigtigt motiv i menneskets idéhistorie. Det er interessant, at kærlighedens gensidighed også er taget med, idet prinsessen også skal finde Esben. Teori/praksisproblemet er et overordnet motiv i eventyret. Det er let at tro på at være modig (brødrene), snedig (troldene), retfærdig (faderen), værdigfuld (prinsessen), men det skal føres ud i praksis, hvilket kun Esben og prinsessen formåede. Det peger på menneskelivet, hvor vore kundskaber overgås af vores evne til at efterleve disse kundskaber (altså vores visdom).

                      Temaet for historien er efter min mening, at den frie kærlighed overvinder alt. Higen efter denne kærlighed fik Esben til at yde mere end før og til at overvinde både prinsessen ydre glatte skal og indre drage, samt gav også hende mod til at overvinde sig selv og til at turde elske Esben. De øvrige elementer giver historien flere kvaliteter. Teksten kunne indirekte også være en advarsel om at tvinge unge til ægteskab med ”gode” partier, således som det ofte skete også herhjemme. Idet kun det frie valg giver de fornødne livskræfter

                      De sproglige virkemidler er sparsomme, men bidrager til en let og humoristisk stemning. Sammenligningen ”Rystede som et Espeløv (p.27), ”for glasbjerget var så højt, så højt, og glat som den blankeste is og dertil stejlt som en stuevæg. (p.32)”.” Forfatterkommentaren: ”Nu måtte faderen jo rose Esben, hvad enten han ville eller ej. (p.31ned) bringer forfatteren eksplicit frem.. Ironi: ”Der var et evigt rend af friere (p.32) og humoren i den dagligt brændte grød, der bliver til aske til sidst. Modsætningen mellem den sande helt og alle de umulige bejlere (herunder de to brødre) er klar. Men også modsætningen mellem den elegante Esben og de andre bejlere der lå og havde ”brækket både arme og ben.” er barsk og morsom i dets grusomhed. Gentagelserne med grøden, prøverne og hånen virker beroligende og forstærker følelsen af eventyr. På en måde er der et paradoks i eventyret, nemlig at det at være eftertragtet og ønsket fører til psykologiske komplikationer. Des mere eftertragtet des sværere at få, men det er måske de naturlige markedskræfter, at prisen stiger på det flest vil have. Men hun må jo selv betale den pris også og det er da paradoksalt. Allusioner synes at ses i den dybere symbolik. De eventyrlige virkemidler er der og gør eventyrgenren genkendelig. Talmagien i: 3 brødre, 3 trolde, 3 forsøg på at få prinsessen, 3 gange brændt grød, 3 heste og dragens 3 hoveder. Prøverne er i sig selv eventyrelementer, ligesom den blotte tilstedeværelse af trolde, heste med magiske egenskaber og drager med tre hoveder.

                      Ideologien er idealistisk med dyrkelse af de rette helte- og heltindeidealer.

Fortolkningen i de fire niveauer[12] kan formuleres således:

Historien i sig selv: En modig dreng overvinder familiens mistro, troldenes snedighed og prinsessens utilnærmelighed og frelser hende fra dragen.

Moralske niveau: Man skal tro på sig, være klog, snedig og modig og handle ud fra ædle motiver, så går det en godt.

Allegoriske niveau: Brødrene og faren – enhver familie med fordomme, Espen - enhver god og ædel dreng, trolde – livets modgang - som er en kilde til udvikling,  prinsessen – det ædle mål der kun kan nås ved at gøre sit bedste, prinsessen – enhver ædel og godhjertet kvinde.

Anagogisk niveau: Livet giver kun det bedste til de ædle og de der yder deres bedste. Disse personer er et fåtal. Hvis man har mange at vælge imellem skruer man kravene op. Mennesker er fordømmende og jaloux.

 

Kritik: det er et fortryllende folkeeventyr, det eneste mærklige elemnt er at Espen skal lave melgrød, der kun tager få minutter at forberede. De kunne let smide den ud, hvis den var brændt på og lave en ny portion på fem minutter. Men overdrivelsen er dog komisk og viser, hvor dovne de er.

 

Perspektivering:

Der er ingen tvivl om det opdragende element i dette folkeeventyr. De lange vinteraftener, hvor pigerne vævede og drengene reparerede redskaberne i huset, som stille husflid, blev benyttet til undervisning og underholdning. Denne historie viste klart muligheder for fortolkning som vore dages underholdning for børn ofte ikke kan levere. Men samtidig viser den også den rige fantasi og lyst til at fortælle. Folkeeventyret udviklede sig videre ind i kunsteventyret, som vi kender de i H.C. Andersens senere eventyr. Fx Den lille havfrue indeholder dybere psykologiske niveauer for fortolkning. Eventyret har til alle tider haft en kraft til både at oplyse og underholde.

                     

 

Det eksistentielle spørgsmål: Eventyret repeterer sandheder for mig, som jeg for længe siden har indset, det styrker min overbevisning og holder mig fast på de kvaliteter som Espen besidder.

 

 

 

 


[1] http://home.scarlet.be/~giedoc/tino/WW2.htm

[2] http://www.dafos.dk/brug-arkivet/kilder-online/folkeeventyr.aspx

[3] http://da.wikipedia.org/wiki/Svend_Grundtvig

[4] http://en.wikipedia.org/wiki/The_Princess_on_the_Glass_Hill

[5] http://en.wikipedia.org/wiki/Aarne-Thompson

[6] http://runeberg.org/folkeven/116.html

[7] http://da.wikipedia.org/wiki/Yggdrasil

[8] Nornerne er skæbnegudinder i nordiske mytologi, som bestemmer menneskets skæbne. De mest kendte norner i mytologien er Urd, Verdande og Skuld, henholdsvis gudinder for fortid, nutid og fremtid.

Urd, Vervande og Skuld lever ved roden af verdenstræet Yggdrasil. Ved roden ligger Urds brønd, som nornerne hver dag tager vandet med det hvide dynd og overøser træet med, for at det ikke skal gå ud.

De tre skæbnegudinder spinder alle levendes livstråde og bestemmer hvordan hver tråd skal se ud og hvor lang den skal være, således at nogle mennesker får et godt liv og langt liv, mens andre et kort og besværligt liv.

 

[9] http://en.wikipedia.org/wiki/Moirae

The Moirae or Moerae (in Greek Μοῖραι – the "apportioners", often called the The Fates), in Greek mythology, were the white-robed personifications of destiny (Roman equivalent: Parcae, euphemistically the "sparing ones", or Fata; also equivalent to the Germanic Norns). The Greek word moira (μοῖρα) literally means a part or portion, and by extension one's portion in life or destiny. They controlled the metaphorical thread of life of every mortal from birth to death (and beyond). ….

The three Moirae were:

Clotho (pronounced in English IPA: /ˈkloʊθoʊ]/, Greek Κλωθώ IPA[klɔːˈtʰɔː] – "spinner") spun the thread of life from her distaff onto her spindle. Her Roman equivalent was Nona, (the 'Ninth'), who was originally a goddess called upon in the ninth month of pregnancy.
Lachesis (/ˈlækəsɪs/, Greek Λάχεσις [ˈlɑkʰesis] – "allotter" or drawer of lots) measured the thread of life allotted to each person with her measuring rod. Her Roman equivalent was Decima (the 'Tenth').
Atropos (/ˈætrəpɒs/, Greek Ἄτροπος [ˈɑtropos] – "inexorable" or "inevitable", literally "unturning",[4] sometimes called Aisa) was the cutter of the thread of life. She chose the manner and timing of each person's death. When she cut the thread with "her abhorrèd shears", someone on Earth died. Her Roman equivalent was Morta ('Death').

 

[10] http://www.yuni.com/library/docs/628.html

The Meaning of Love
Love is the only way to grasp another human being in the innermost core of his personality. No one can become fully aware of the very essence of another human being unless he loves him. By his love he is enabled to see the essential traits and features in the beloved person; and even more, he sees that which is potential in him, which is not yet actualized but yet ought to be actualized. Furthermore, by his love, the loving person enables the beloved person to actualize these potentialities. By making him aware of the what he can be and of what he should become, he makes these potentialities come true.
Viktor Frankl . FDL: Frankl inddelte i niveauer: Lyst (begær, sex)-selvisk, forelskelse (alt der kan ses)- selvisk, erotisk forelsket (alt hvad hun har (evner, talenter, personlighed m.v.) og som er positivt) - selvisk og ægte kærlighed (alt –både godt og dårligt) – uselvisk.

 

[11] Paulus 1. brev til Korinterne 13

[12] Først formuleret af Dante i essayet Can Grande della Scala . (The Penguin Dictionary of Litterary Terms, 1999).